mandag den 20. oktober 2008

Ikast/SKF KFUM - Aalborg HIK

Dagens lækkerbisken stod for vores vedkommende på den "uldjyske" klubsammenslutning (og her tænkes der ikke på FC Midtjylland) Ikast/SKF KFUM. En sejr i dagens kamp ville give os et godt rygstød, og bane vejen for en topplacering i tabellen, inden vi skulle sidde over i næste spillerunde.
Til dagens kamp var vi afsted med den samme trup som afklapsede Middelfart VK godt og grundigt i forrige spillerunde. Dog havde Matt i ugens løb pådraget sig en skadet finger der desværre ukampdygtiggjorde ham. Dette medførte jo så at jeg måtte iføre mig arbejdstøjet og gøre mig klar til at spille en hel kamp som hæver, noget jeg ellers har svært ved at holde til her efter jeg har rundet de 20.
Kampen forløb dog fint, Jørgensen og Thomas havde på forhånd udstukket dessinerne for os, og med et hæderligt servetryk kom vi godt fra start, og vandt ubesværet første sæt. Med scoren 25-16. Undervejs fik jeg i øvrigt blokeret Jacob Vestergaard, en af dagens personlige målsætninger...
Mellem første og andet sæt gik vi åbenbart i stå, i hvert fald servede Keld Vestergaard fra andet sæts start Ikast foran med 10-2. Ikast formåede at holde førringen frem til 19-12, så tog fanden ved Tue, og han gik ned og servede Ikast i sænk, og os tilbage i sættet. Vi fik kontakt ved 20-18, og Ikast fik herefter totalt gummiarm, og vi tog let resten af sættet med 25-21.
I 3 sæt virkede det lidt til at Ikast havde givet op, vi kom (især takket være Tues server) let komfortabelt foran, Ikast hentede dog lidt point til sidst, og pyntede på cifrene med 25-18.
Alt i alt 2 gode point på kontoen, på en dag hvor vi ikke spillede optimalt.

fredag den 17. oktober 2008

Lidt opsummering...

Ovenpå den udemærkede sæsonpremiere, var det nu blevet tid til første visit på djævleøen, Gentofte ventede i en kamp jeg på forhånd havde forventet ville blive tæt. Omkring 5 kvarter senere viste det sig at jeg tog fejl.
Vi startede med de samme 6 spillere som spillede størstedelen af kampen mod Holte. Truppen var dog suppleret med vores 2 hjemvendte (og trætte) amerikanere - Flemming og Christian. Vores spil kom ikke til at flyde denne dag, og vi fik set at vores server er meget afhængige af om vi spiller hjemme eller ude - da de server der mod Holte dannede fundament for vores sejr var udskiftet med nogle af en mere svingende kvalitet. Gentofte derimod servede bragende godt, med et stort tryk og en imponerende lav fejlprocent!
Deres angrebsspil var meget forudsigeligt bygget op, men med Jonas Napier som særdeles kompetent sidste spilstation havde vi mere end svært ved at dæmme op for dem.
De 2 første sæt var egentlig rimelige tætte, men dette til trods var min fornemmelse ikke på noget tidspunkt at vi var ovenpå. I det sidste sæt var vi foran et langt stykke hen af vejen, men gik pludselig i stå og endte med at få en ordenligt øretæve.
Gentofte endte op med at vinde 3-0, og selvom man er skuffet og der er mange ting vi kunne og burde have gjort bedre, må man jo nok bare erkende at det på dagen var fuld fortjent!

Vi skulle så rejse os weekend efter mod Middelfart, en kamp jeg på forhånd anså som mere end svær, da jeg synes Middelfart så stærke ud til deres eget stævne. Denne forventning skulle også vise sig at blive gjort til skamme. Middelfart blev - mere eller mindre selvforskyldt - spillet baglæns ud af stadionhallen. Vi servede fremragende, hele vejen rundt, og især Jens lavede mange point på sin serv. Dette skabte grobund for mange glimrende blokader! Jens og Mikkel var klart dominerende på midten, og gjorde livet svært for Middelfarts centerspillere.
Middelfart fik en ordentlig omgang i maskinen, vi kan glæde os over 2 point, og så ellers gøre os klar på en helt anden kamp næste gang vi mødes, for så dårligt spiller de nok ikke igen.

Næste gang gælder det Ikast på udebane, og forhåbentlig 2 point til regnskabet.

tirsdag den 30. september 2008

Den "gyldne" kvartet - nu en trio...

For nu 2 år siden oplevede vi i Aalborg HIK en decideret åreladning af klassespillere. Efter en sæson hvor vi nok burde have klaret os bedre en en fjerdeplads forsvandt: Ricky Ziegler, Jesper Villadsen, Thomas Back og Niels Knudsen. Nordjyske stiftstiden lavede dengang en artikel omhandlende hvordan holdet nu skulle bygges op omkring rutinerede Mikkel Vestergaard, og 4 unge talenter (Jesper Jensen, Jonas Søndergaard, Christian Pedersen og mig). På sigt skulle vi igen kunne hjemtage medaljer til Aalborg. Sæsonen blev en blandet fornøjelse, og vi leverede det dårligste resultat i HIK i 10 år ved at slutte som nummer 5.
Sidste sæson viste vi os så tilliden værdig, da vi efter en fremragende sidste halvdel af sæsonen tog dm-sølv. Der havde været en del udskiftning i spillertruppen, men det ændrede ikke ved at ved at vi alle 4 startede inde i den sidste dm-finale.
Nu er kvarteten så splittet, Jesper er smuttet til Gentofte - hvilket må siges at være en gevinst for dem. Jesper er en super fyr, der altid yder en stærk indsats til kamp og træning - så alt mulig held og lykke i KBH.
Tilbage i Aalborg står der så en trio tilbage (der efterhånden har nået en så fremskreden alder at man ikke kan kalde os unge længere) der er dog også kommet mange andre spændende spillere til, så lad os se om vi kan hente medaljer til Aalborg igen i år.

For præsentation af vores trup i år: http://www.volleyball.dk/sw8694.asp

Sæsonopstart og første kamp

Efter at have holdt en betydelig pause med hensyn til indlægene på denne blog er det nu ved at være ved tiden at komme igang igen.

Vores sæsonoptakt har i denne sensommer været præget af 2 ting, glædelige gensyn med topspillere der har lyst til at tage endnu en tørn for vores hold. Derudover har det hele været præget af at folk har afviklet ferie på skift. Sidstnævnte har gjort det svært for os hvad angår decideret spil træning, til gengæld har vores trænere gjort meget ud af at få optimeret kondition/fysik samt masser af teknisk træning. På denne baggrund har vores opstartsstævner i høj grad tjent til at spille holdet sammen. Skader, sygdom og andet godt har dog i flere tilfælde tvunget os ud i alternative opstillinger (blandt andet spillede jeg flere sæt som center til Middelfarts elitetræf end jeg gjorde som hæver...).
De særprægede opstillinger har dog også kastet fine oplevelser af sig, blandt andet har vi hjemtaget en fin 3-2 sejr over et Gentofte hold i stærkeste opstilling - med 2-hæversystem...
Det lysner dog forude, Christian og Flemming vender hjem efter et roadtrip til USA i denne uge, og så begynder det hele i højere grad at tage form hvad angår at være mange til træning!

Men nu til det det hele handler om, nemlig første kamp i danmarksturneringen. Vi havde haft heldet til at trække de rutinerede drenge fra Holte, en lodtrækning jeg på forhånd havde det lidt ambivalent med. På den ene side var det en god mulighed for at komme godt fra start, på den anden side ville Holte om noget hold nok vide hvor de skulle trykke os hvis vi kom i problemer.
Heldigvis havde vi hele den forløbige trup til rådighed, og jeg var derfor fri for at trække i center trøjen igen.
Kort fortalt vandt vi kampen 3-1. Første sæt var tæt, og vi viste at vi ikke har glemt at være gode på de rigtige tidspunkter. Andet sæt virkede det til at Holte gav op, og vi vandt let. Til tredje sæt skiftede Holte så et par af de unge fyre ind, det gav noget dynamik, og det blandet med at vi gik lidt ned i tempo og eksperimenterede lidt gjorde at Holte trak det længste strå.
I fjerde sæt var der så sæson debut til mig, jeg havde ellers regnet med at stå over med en dårlig ryg der har bøvlet siden Middelfart stævnet. Jeg kom ind, og efter et par bolde til at spille mig varm på gik det faktisk ganske hæderligt. Fysikken er ved at være på plads, men rent teknisk er der lige et par træningsdage til niveauet fra forårets dm-finaler indfinder sig...
Sættet blev let vundet 25-18, især takket være større koncentration i vores side-out, samt 6 opstillingsfej fra Holte (normalt beror jeg mig på dommerens skøn i disse situationer, men i flere tilfælde var fejlene så graverende at jeg kunne se dem inden vi servede). Og igen viste det sig at skiftet mellem Matt og jeg (om det så er den ene eller den anden vej) ændrer vores spil tilstrækkeligt til at det har en gavnlig effekt for holdet.
I kampen var der comeback til Thomas Back, der viste at han stadig har elitens tungeste arm, og at han kan blive rigtig god i år, når han (i lighed med os andre) rigtig finder formen. Derudover var der også comeback til Mikkel Vestergaard. Mikkel behøver jo ingen større præsentation, og man behøver nok ikke være nogen strålende volley-begavelse for at se at han kan blive en afgørende spiller for os i denne sæson. Slutteligt skal det nævnes at vi gav debut til 19-årige Steen Sørensen, der efter min mening bliver et af dansk volleyballs mere spændende bekendskaber i årene fremover.

Plusserne fra kampen skal findes hovedsageligt i vores niveau i serv (her især ros til Niels og Tue) og dels i vores modtagning (der dog kan forbedres ikke så lidt).
Minusserne ser jeg hovedsageligt i vores angrebsspil, hvilket dog er naturligt nok vores sæsonoptakt in mente. Samtidig mener jeg vi har meget at hente hvad angår vores blokade spil, så der er noget at se frem til!

Men alt i alt dejligt med 2 point på kontoen fra start - i næste weekend gælder det Gentofte.

lørdag den 12. juli 2008

Beach i Løkken

Så oprandt weekenden hvor jeg skulle have årets debut på den danske DM-Tour - bedre kendt som Nestea touren. Grundet manglende point hos min makker Tue og jeg, kom vi til divisions stævnet med en beskeden seedning.
Til afviklingen af vores pulje havde arrangørerne fundet strandens absolut skæveste bane, for nu at gøre oddsene endnu hårdere for en indendørs entusiast som mig. Til gengæld viste Løkken sig fra sin bedste side lørdag, nærmest uden vind, og med høj solskin. Første kamp tabte vi på ærgrelig vis til brødrene Vestergaard fra SKF.
Efterfølgende vandt vi 2 puljekampe, og afgørelsen om hvorvidt vi skulle gå til A eller B slutspil skulle nu findes i kampen mod min tidligere klubkammerat fra SIK Viborg - Bjarne Mortensen, g dennes makker. Kampen var derfor vigtig af flere grunde, dels "prestigen" i at spille A slutspil, dels håneretten, og slutteligt (men absolut vigtigst) retten til at sove længe næste dag. Med den slags odds var vi jo nødt til at vinde, og det gjorde vi så. Og vi kunne således tage til aftenens fest i godt humør.
Dagen efter skulle vi i kvartfinalen møde 2 af Tues bekendte fra ABC. Hen over natten havde vinden dog taget voldsomt til, og det der ellers kunne være blevet en god kamp, blev i stedet en omgang indianer volley, hvor jeg vandt flere bolde med venstre end med højre hånd. Tue skal absolut krediteres denne sejr, da han indså at jeg ikke kunne slå en bule i en blød hat, og lossede i stedet selv bolden over et hidtil uset antal gange:-)
Semien blev afviklet mod et par unge gutter fra Ikast, kampen var ret tæt, men det eneste jeg mindes var at den ene af de 2 var voldsomt arrogant (i øvrigt blev turneringen ellers afviklet med god stemning og højt humør).
I finalen fik vi så mulighed for at spille på noget der kunne minde om plant underlag og samtidig havde vinden lagt sig. Om disse ting var afgørende faktorer skal jeg lade være usagt, men i denne kamp slog vi i hvert fald markant mere end i hele resten af stævnet. Dette sammenholdt med server af høj kvalitet fra Tue gjorde at vi relativt ubesværet vandt over et ellers ret godt hold.
Jeg har nu spillet beachvolley i år, og kan således gå i hi med selvtilliden i orden efter en turneringssejr.

Rigtig volley foregår indendørs!!!

torsdag den 19. juni 2008

Næste sæson

Det har i sandhed stået stille på min blog siden finalerne blev afviklet.
I den øvrige blogverden er inlæggene fyldt med overvejelser om hvor skoene skal slides efter sommerferien.
Mine overvejelser har i højere grad gået på hvorvidt jeg overhovedet skulle spille frem for hvor det skulle foregå.
Principielt traf jeg allerede i januar den beslutning at jeg ville indstille karrieren på eliteniveau når sæsonene var færdigspillet. Lysten var der simpelthen ikke.
Men DM-medaljer kan jo få en til at ændre syn på mange ting, og efter den regulære sæson er ovre kan jeg mærke at jeg ikke er helt færdig med volleyball endnu. Jeg har stadig lyst til at træne og tænker stadig over hvordan jeg bedst muligt kan åbne en given modstanders blokade opstilling.
Så jeg har efter nøje overvejelser besluttet at forsøge mig med endnu en sæson i det nordjyske.
Der er dog et lille men... Jeg påbegynder efter sommerferien min højt anlagte bachelor i forbindelse med mit studie som fysioterapeut, og træneren skal således være villig til at undvære mig i en periode, da min bachelor absolut har første prioritet. Er dette acceptabelt går jeg gerne efter guldet...

søndag den 20. april 2008

Sådan spillede de i år...

Ovenpå en veloverstået sæson bør man som blogger sørge for at give sin subjektive vurdering af sine holdkammeraters indsats - og her kommer den så, i nummerisk rækkefølge:-)

#1 Jens Pedersen:
Jens blev forfremmet til vores hold efter Dennis stoppede. Jens var bekendt med niveauet fra mange sæsoner i elitedivisionen, og røg ret let ind i vores spil på den baggrund. Jens gav os muligheden for at køre dobbeltudskiftninger, hvor han med sin suveræne evne til at blokere var med til at give os mange muligheder for at lave point frem mod slutningen af sættene. Samtidig er Jens et kraftværk af gejst og humør, der både fra banen og bænken har været med til at drive holdet frem.

#2 Matt Reynolds:
Matt har delt hæver pladsen med mig, og grundet vores forskellighed i kompetencer og spillestil, har vi været et stærkt makkerpar, og jeg vil mene at vi i år har haft 2 hævere på et højt niveau, der har kunnet afløse hinanden. Matt's evne til at spille hurtigt især til position 4 har været en ren fornøjelse at følge i år, og hans hurtighed i forsvaret har flere gange gjort mig misundelig. Om vi ser Matt til næste år, vil tiden vise, men han har fundet en sød kæreste her i Aalborg, så vi håber:-)

#3 Michael Søvsø:
Søvsø har gennem hele sæsonen formået at være positiv, og har mødt op til så godt som hver eneste træning, til trods for begrænset spilletid. Den slags tænker man ikke over mens klaveret spiller i sæsonens løb, men det er den slags man skal sætte pris på, for uden en stabil træningsindsats fra hele truppen, ville dem der gør sig gældende i startopstilllingen ikke se godt ud. Så tak for det Søvsø - vi ses i Fakta.

#4 Christian "Kesse" Pedersen:
Christian har været vores stjerne angriber set over hele sæsonen. Han har sat boldene når det har været svært, han har sat blokaderne når der var "chrunch-time" i slutningen af sættene. Og det i en alder af kun 21 (snart 22) - jeg er imponeret!
Samtidig synes jeg Christian har udviklet sig meget over sæsonen. Hans tidligere svaghed omkring Back-spike, hvor han før lavede en del fejl er forbedret meget - og han nærmer sig nu status som en ret komplet diagonal spiller på et højt niveau. Og landsholdet Christian, det kan sku kun være et spørgsmål om tid!

#5 Flemming Olufsen:
Flev har leveret på højt niveau, nærmest uden undtagelser, henover hele sæsonen. Han slår bolden vildt højt når man får ham hævet rigtigt, og hans lange arme i blokken når meget, især når han blokerer mod sin direkte modstander på centeren, hvor jeg synes han er i særklasse godt blokerende. Flemming gør mange ting på et højt niveau, og er helt rigtigt udtaget til landsholdet.

#6 Tue Dyrvig:
Min gode ven Tue fik jeg lokket med på holdet i starten af sæsonen, og han har lige siden vist sin berettigelse gang på gang. Tue var tæt på at sætte sig selv foran i køen som kant indskifter, men fik en knæskade på et tidspunkt hvor Joakim virkelig begyndte at folde talentet ud. Men Tue har stadig været en vigtigt mand, som modtagnings/forsvars indskifter, og ikke mindst som serve indskifter (her skal 2. semifinale mod Middelfart huskes, hvor Tue lavede 5 point i træk i 5. sæt). Samtidig har han været en evig kilde til gejst og godt humør, og garant for en psyko-forsvars aktion i ny og næ:-)

#7 Joakim Larsen:
Det norske fjeld har udviklet sig meget i løbet af denne sæson. Joakim har god taktisk forståelse, og har efter Dennis' stop fået et stort ansvar, og især hans modtagninger er forbedret vældigt meget. Med kun 20 år går "jokke" uden tvivl en stor fremtid i møde. Om de norske fjelde kalder forud for næste sæson skal jeg lade være usagt, men hvis han har lyst tror jeg gerne Aalborg vil huse en nordmand det næste års tid også...

#8 Jesper Jensen
Jesper har haft en svær sæson, med mange skader, og evige rygproblemer. Men det har ikke rokket ved at danmarks største talent på centeren har været vigtig som bare pokker efter han vendte tilbage for alvor efter nytår. Jesper blokerer som en besat mand når det kommer over ham, og er samtidig nok den tekniske bedste center i den danske elitedivision efter Mikkel V.'s stop. Desværre siger vi jo nok farvel til Jesper efter i år, da han følger kærligheden mod KBH og dermed volley i Gentofte. Men al mulig held med det herfra!

#9 Niels Knudsen:
Vores nye anfører har siden sin udnævnelse suverænt været vigtigste mand. Niels pisker folk frem, agressivt og kommanderende, men aldrigt negativt. Niels er manden der tager et kæmpe ansvar i modtagningen, server point hjem når de er mest nødvendige, kræver boldende i angrebet når ingen andre tør, spiller de vigtige forsvarsbolde osv osv. Sådan skal en anfører spille! Niels på landsholdet - ingen tvivl!

#10 Jonas Søndergaard:
Vores libero Jonas har gjort en god sæson. Jonas har uden tvivl de andre holds respekt, de undgår ham i mange tilfælde, og når de rammer ham modtager han som regel fremragende. Lidt flere forsvarsbolde er det eneste vi mangler, ellers er det bare ren klasse Jonas! På Jonas vegne vil jeg også gerne have lov til at være skuffet over ikke at være i top 3 over liberoer til afstemningen om årets hold.

#11 Morten Østergaard:
Nu bør man jo lade andre evaluere sig selv - og det vil jeg så gøre (så smid endelig en kommentar). Jeg er personligt i store træk udemærket tilfreds, så vi må lade det blive ved det...

#12 Morten Smidt:
Morten blev i starten af sæsonen kastet for løverne, da Jesper var skadet. Smidt klarede det dog rigtig fint, og har gennem sæsonen udviklet sig markant. Efter Jesper blev skadesfri er det ikke blevet til meget spilletid, men træningsindsatsen har stadig været i top. Og tak for det

Tak for i år gutter
/Morten Ø. Nielsen