onsdag den 19. december 2007

Julepause...

Så nærmer julen sig, og en pause kunne egentlig ikke være meget mere tiltrængt en den er hos os lige nu!
Som jeg ser det er alle mand slidte lige nu, mange døjer med små overbelastningsskader, mens andre har mindre traume-betingede skader. I samtlige tilfælde er der (uanset hvordan man som idrætsudøver vender og drejer den) en ting der er bydende nødvendig - TID!! Den tid får vi meget belejligt nu, i forbindelse med jul og nytår. Mange af og går og knager lidt, og i nogle tilfælde har der været problemer igennem efterhånden lang tid. Min forhåbning er at nogle "lettere" træningspas i julepausen, vil lade de ømme led og muskler reetablere sig, og at alle mand er "fit for fight". Særligt håber jeg at Geden (Jesper) snart bliver sine rygproblemer kvit, da disse problemer mere eller mindre har ødelagt hans efterårssæson samt hans muligheder for at deltage i landsholdets OL-kvalifikation, hvilket er brand-ærgeligt, nu hvor han har ydet en stor indsats for at komme ind i landsholdsvarmen.
Jeg har tænkt en del over hvorfor vi er så slidte på holdet lige for tiden. Stemningen til træningen er god, og vi er generelt 10-12 mand til hver træning. I forhold til sidste sæson er fysikken nok ikke helt så god, som da vi blev udsat for slovakisk tonsertræning. Omvendt har jeg før været på hold hvor fysikken var markant dårligere end den er hos os i år, hvor vi var mere forskånet for skader.
Som fysioterapeutstuderende er denne problematik naturligvis interessant, og man ville sikkert kunne opstille forskellige hypoteser om årsag og sammenhæng. Men så længe jeg selv spiller vil jeg lade dette være op til andre...
Med håbet om en skadesfri forårssæson, hvor vi blæser de andre baglæns ud af banen... Glædelig jul og godt nytår.

mandag den 17. december 2007

ASV

Efter det triste nederlag forrige weekend skulle vi i denne kamp rejse os mod vores nærmeste forfølgere ASV. ASV ville utvivlsomt lugte blod efter vores dårlige resultat forrige weekend, og omvendt havde vi som hold også noget at bevise overfor os selv.
Vi startede med Matt som hæver, Kesse som diagonal, Dennis og Niels på de 2 kanter, Flev og Schmidt på centeren og naturligvis Jonas som libero. Vi startede en anelse rystende, og især i modtagningen virkede det som om at vi skulle finde hinanden. ASV var til gengæld ganske klar fra start, og udnyttede de fejl vi lavede til at tage en komfortabel førring. Ved sættets afslutning bliver jeg skiftet ind for Matt, uden at det dog umiddelbart ændrer noget, modtagningen og spillet bliver dog bedre til sidst, og vi slutter sættet af med fornuftigt sideout spil, som er med til at give et godt rygstød frem mod andet sæt.
Jeg får til min store fornøjelse lov til at blive inde fra andet sæts start, og nu er det pludselig vores tur til at være ovenpå, vi begynder at få mange berøringer i blokken, og efterfølgende gevinst i forsvar og transitionsangreb. Det skæmmer dog sættet at vores normale diagonal Christian vrider rundt på sin ankel, og må udgå. Det norske fjeld (Joakim) fungerer som afløser, og er med til at sikre sættet.
I pausen mellem andet sæt er jeg lidt nervøs for hvem der skal fortsætte som diagonal. Mit sammenspil med min højrekant har altid været meget intuiativt for mig, og jeg gennem lang tid opbygget mit sammenspil med Christian. Thomas og Mikkel vælger dog at lade Niels overtage pladsen, og jeg ved igen hvor jeg har min højrekant. Tue overtager den ledige modtagningskant-plads fra Niels, normalvis er Joakim ellers første udskifter på den plads, men Tues gode præstation i sidste sæt mod Hvidovre har måske ændre forholdene lidt.
I såvel 3. som 4. sæt leverer vi stabilt sideout spil, og får i starten af begge sæt et forspring på 5-6 point, som vi holder fast i. ASV kæmper forbilledligt, men mere og mere af deres angrebsspil skal afgøres over centeren, og vi får efterhånden god styr på blokaden i dette område. Niels leverer godt på diagonalen, og samtidig gør Tue og Dennis det godt på kanten, hvor Tue vel nærmest vinder alt han rører ved.
Dommeren har et par uheldige kendelser til vores fordel, hvor ASV's bedste (Diego) forståeligt hidser sig lidt op. Kampen er umiddelbart okay, ASV virker lidt blodfattige uden Martin Henningsen på venstrekanten, og samtidig er deres polske diagonals angreb lidt 50/50. Til gengæld gør de det godt over midten, og det tog en del tid før vi begyndte at være med der.

Men alt i alt en dejlig sejr at slutte efteråret af med, 3-1 i Aalborg Stadionhal.

Hvidovre - Føj for den lede!!!

Da jeg i sin tid spillede i Spentrup, var Hvidovre den svorne ærkefjende, og for mig har tingene ikke ændret sig meget. Jeg har det svært med at tabe til hold jeg mener er markant dårligere end mit eget, og det var hvad der skete forrige søndag.
Umiddelbart tror jeg ikke vi på nogen måde undervurdere Hvidovre, men alt andet lige var de i hvert fald mere klar da kampen blev sat igang. Vi bøvlede på forfærdelig vis gennem hele kampen med at modtage stabilt, og Matt's muligheder for at varriere angrebsspillet var ganske begrænsede. Hvidovre var helt i den anden grøft, og modtog glimrende, især hjulpet godt af min tidligere holdkammerat fra Spentrup Martin Rasmussen (Burger). Første og andet sæt sluttede med en fortjent lussing til os, mens vi i 3. sæt var heldige/dygtige nok til at få vendt det hele til vores fordel til sidst. I 4. sæt kom vi stort bagefter, men viste god moral ved at nå op og bringe sættet ud i ombolde. Her havde vi hverken heldet eller dommerene på vores side, og vi måtte se os slået 3-1.
Meget kan siges om dommerpræstationen i denne kamp, men alt andet lige var det på ingen måde deres skyld at vi ikke fik vores ønskede resultat. Vi var simpelthen ikke skarpe nok, til trods for at jeg vil påstå at vi skal vinde 98 ud af 100 opgør med Hvidovre. Det er dog efterhånden over en uge siden vi spillede kampen og den er gået lidt i glemmebogen for mig, derfor det lidt ustrukturerede referat... For mig eget vedkommende fik jeg ikke chancen for at komme ind og hæve, hvilket selvfølgelig altid er skuffende, men omvendt kan Matt ikke klandres for reslutatet, og hans bedre form på det seneste berretiger også til at han skal have tiltroen fra trænerbænken.
Men alt i alt, hatten af for Hvidovres præstation, at sejren på dagen var fortjent hverken kan eller skal diskuteres.

Med på blog bølgen...

Nu har jeg i en del tid overvejet at lave mig en lille blog med mine tanker om den danske volleyverden, og i særdeleshed den danske elitedivision for herrer hvor jeg har min daglige gang.
Bloggen skal til dels bruges til at skrive lidt om hvordan vores kampe forløber i Aalborg HIK, og samtidig skal tvivlsomme dommer præstationer og des lignende tages under nærmere eftersyn. Jeg håber jeg kan opdatere af og til, så bloggen ikke dør for hurtigt...

God fornøjelse til alle...